JEG ØNSKER MIG...
... et stort lokale, rum, forretning, lager, showroom eller noget der minder om det. Aller helst vil jeg gerne have et kombineret bolig og erhvervs-lejemål, for overgangen mellem arbejde og fritid er alligevel totalt udvasket for længst <3
Det gør jeg, fordi jeg hele tiden finder så mange smukke, spændende, mærkelige, anderledes og interessante ting, sager, møbler, lamper og dimser, som jeg bare ikke kan holde ud, at jeg ikke kan købe med hjem.
Jeg bruger rigtig meget tid på at lede efter de helt rigtige møbler og lamper og billeder og andre skønne og skøre ting til mine kunder, så jeg kan skabe det helt rigtig, personlige hjem til dem - og på min vej støder jeg på så mange ting, som jeg måske ikke skal bruge lige præcis nu til den pågældende opgave. Det smerter mig hver gang jeg er nødt til at lade en skat stå tilbage, at jeg ikke kan købe den med hjem og sørge for at en anden kan blive lykkelig for den.
Så derfor ønsker jeg mig plads til kunne samle alle disse smukke ting til de skal bruges i det helt rigtige hjem.
Lige nu ønsker jeg mig Hans-Agne Jakobsson lamper fra midten af det 20. århundrede, et Milo Baughman Hollywood Regency spisebord i messing og verden smukkeste lysekrone: en vintage Venini lysekronei Murano glas.